



Mens mange af mine kolleger er taget på ferie eller snart gør det, så må jeg stadig vente 61 dage inden det er min tur, og jeg glæder mig! Det danske sommervejr som vi har lige nu, kalder dog ikke på mig, når jeg sidder ved min skrivebord på jobbet. Det gør det noget mere overkommeligt at sidde bænket end i juli sidste år. Måske bliver der også lidt mere tid til bloggen, hvis vejrudsigten lover regn er det ikke ligefrem rosé på terrassen der kalder.
I Juni måned fik jeg tømt en del produkter og mange af dem er faktisk gengangere, så det må siges at være favoritterne jeg løb tør for, så lad os starte med dem…
For tiden bruger jeg Salicylsyre eller BHA hver anden dag lige, og har tømt min Skin Perfecting 2% BHA Liquid fra Paula´s Choice. Salicylsyre er en kemisk peeling der eksfoliere huden. Den trænger ned i huden og hjælper blandt andet på tilstoppede porer. Jeg kan ikke undvære et produkt som dette i min hudpleje og denne fra Paula´s Choice er rigtig god. Den koster 299,- og kan købes hos Udenparfume.dk (emballagen er blevet redesignet).
The Ordinary Hyaluronsyre – god hudpleje i en prisvenlig klasse hvor alle kan være med. Hyaluronsyre er allerede i vores krop, men jo ældre vi bliver des mindre er der. Da hyaluron blandt andet er med til at udfylde rynker og fine linjer, så er det en god ide at supplere hudplejerutinen med en hyaluronserum. Denne koster kun 52,- og den holder i et par måneder.
Jeg er måske gået lidt salisylsyre amok, for jeg har udover Paula´s choice også brugt The Ordinary Salisylic Acid. Bare i dagtimerne og kun lokalt hvor der har været brug for det. Jeg har fedtet hud med tendens til hormonelle urenheder, og derfor går jeg i perioder lidt mere all-in med produkter rettet specifik mod dette. Denne koster kun 49,- og er meget drøj i brug, specielt hvis du kun bruger den på urenheder.
Aftenrutinens 2.step efter rens og inden hyaluronsyre har bestået af Bioeffect EGF serum. Jeg har aldrig købt en EGF serum selv, men alle de små bøtter jeg har fået tømt, har altid været med i en eller anden boks. Det er virkelig også dyr hudpleje – 15 ml koster på tilbud 849,- Selvom du kommer langt med en lille smule, da produktet er meget drøjt i brug, så er det bare også en stor udskrivning at investere i sådan en lille fætter. Den kan så dog noget, for EGF re-aktiverer hudcellerne egen fornyelses process, så der dannes nye hudceller. Fancy! Min lille 3 ml holdt i ca.4 uger, så der er altså til 5-6 måneder i en normal størrelse, og så er prisen måske ikke så slem alligevel 😉
Jeg har altid et par mist stående hvor jeg bruger dem mest; badeværelse, skrivebord og makeuprum. Bioeffect Osa Water Mist fik jeg i en boks fra Beautyspace og denne har været en fast del af min morgenrutine. Selvom jeg er meget begejstret for mist, så synes jeg også det er pænt pricy at betale 325,- for 60 ml vandspray. Jovist den har nogle unikke egenskaber da den er lavet på vand fra Island som skulle være noget af det reneste i verden. Derudover indeholder den hyaluronsyre som jo er vores allesammens store fugtvidunder. Den er god, men om den er alle pengene værd og et genkøb værd?! Det er måske andre steder jeg heller vil prioritere at spendere på mine hudpleje indkøb (EGF!, EGF!).
Til øjnene har jeg brugt Beauté Pacifiques Paradoxe Eye Cream. Jeg har altid haft sådan et lidt so-so forhold til øjencreme. Jeg vil gerne forkæle den tynde hud rundt om øjnene, men jeg har aldrig rigtig mærket effekten af en øjencreme. Jo jo de giver fugt og jeg føler jeg gør noget godt for mine øjenomgivelser, men det er jo ikke fordi der kommer færre fine linjer eller huden omkring mine øjne strammes op. Dog mener jeg øjencreme er vigtigt, for hvem ved hvor mange fine linjer der ville være, såfremt jeg ikke havde brugt øjencreme 😉 Denne indeholder ta-daa hyaluronsyre og ja det har jeg vist efterhånden pointeret hvor meget jeg holder af, så det er selvfølgelig også en super ingrediens at have i en øjencreme.
Månedens eneste tømte makeupprodukt er Sumptuous Extreme Lash multiplying Volume Mascara fra Estée Lauder. Rigtig god mascara, som jeg vist har købt i sampak i taxfree, men selvom den er rigtigt god, så smitter den stadig en smule af på mine øjenlåg. Mit livs store makeupproblem! Derfor ville jeg aldrig betale 289,- og gen-køb kommer ikke umiddelbart på tale. Dog vil jeg sige at den lægger dig så fint på vipperne, den klumper ikke og den giver masser af volumen. Hvis du ikke har samme fedtede øjenlåg, eller hvad mit problem nu er, så ville jeg nok godt turde købe denne.
Sidste produkt i rækken er SNP Ice Bear Charcoal Mask. En sheetmaske som er noget jeg nyder at forkæle mig selv med i ny og næ. Hvad kan de så? Jo ser du, jeg synes de er skønne afkølende og beroligende på min hud, og denne var ingen undtagelse. Nogle gange smider jeg lige en på, når jeg kommer hjem fra arbejde, og har lavet en quick-removal af min ansigtsmakeup med en Micellar Water. En gang imellem ligger der en klar i køleskabet, så den er ekstra kold, og så på ansigtet i 10-20 min mens jeg går og ordner et eller andet. Det er lidt luksus!
Regnen er stoppet og jeg det ser faktisk ud til at denne lørdag kan bruges udenfor. Håber du får en dejlig weekend 😀
[…] Around the World. Lad os starte med et produkt som jeg har skrevet om mange gange før og faktisk så sent som i går, nemlig Bioeffect EGF serum. I en boks til kun 126,- pr måned, så er jeg meget begejstret over at […]