Mine september planer

Efter jeg kom hjem fra Seoul i går formiddags, fik jeg mig lige en lille lur på 2½ time og så var jeg ellers klar til at fejre LEGOs 85 års fødselsdag som startede klokken 14. Temaet for festen var at fejre 85 års leg og det skal jeg da lige love for vi fik gjort. Udenfor var der masser af aktiviteter; Kæmpe beer pong, fodbold dart, fjernstyrede biler, ultimate, kongespil, kroket, boules, danseundervisning med Mads Vad og Mie Moltke, toiletræs (?) og min favorit silent dance. Silent dance gik ud på at man fik høretelefoner på, hvor der var 3 kanaler som spillede forskellig musik, så blev du sluset ind i en stor gennemsigtig plastboble på godt og vel 30×10 meter og så var der DJs derinde som styrede musikken. Her gik folk så bare amok i deres egen lille musik danseverden og fyrede den af. Tilskuerene udenfor kunne så se en mennesker masse danse uden at det gav nogen rytmisk mening, da de ikke vidste hvilken musik der blev spillet plus vi alle dansede til forskellig musik alt efter hvilken kanal vi valgte. SÅ meget forskellige stilarter på det dansegulv. Det var så mega sjovt!
Derudover var der en masse lækre street food boder, nok omkring 25 forskellige og så selvfølgelig flere steder hvor mange kunne få slukket tørsten.
Da aftenen nærmede sig gik Andres Bo på scenen som konferencier og præsenterede Toppen af Poppen hvor Babara Moleko, Peter AG, Djames Braun, Søs Fenger med flere kom og spillede. Derefter var der koncert med Mads Langer og så kom der DJ og live band. Slap af en god fest! Jeg tog hjem, så jeg lige nåede 2.halvleg af en fantastisk god fodbold kamp hvor vi jo tævede Polen 4-0. Alt i alt en meget godkendt dag og rigtig god start på efteråret.
For det er jo hvad det er nu, sommeren er slut og efteråret er begyndt. Jeg vågnede op her til morgen og overvejede om jeg allerede skal tænde for varmen, nøj hvor var det koldt.

Mine september planer er…

♦ Jeg er begyndt at gå med mit Garmin vivosmart igen, simpelthen for at motivere mig til mere bevægelse og tracke min søvn og aktivitet. Målet er at jeg de dage jeg ikek laver anden træning, kommer op over 10.000 skridt.

♦ Fejre min svigermor blev 60 år ved en stor fest på Kongeborgen i LEGOLAND og ugen efter fejre min farmor bliver 80 år på den hyggelige Niels Bugges kro ved Dollerup bakker tæt ved Viborg.

♦ Deltage i Nordic Race MX i Århus. Jeg frygter det, og glæder mig sindsygt meget på samme tid. Det skal nok blive hårdt!

♦ Ind og se det nye LEGO house som arkitektfirmaet BIG har tegnet. Det ligger midt i Billund og bliver nærmest hjertet i min by, så jeg glæder mig til at se huset indefra. Det har været længe undervejs, og jeg håber det har været vente tiden værd. Ud fra hvad andre fortæller og det jeg allerede har set derfra, så bliver det fantastisk!

♦ Allerede på søndag smutter jeg til Shanghai i Kina. Lige nu kan jeg på ingen måde overskue at jeg skal flyve i 11 stive timer endnu engang, så jeg venter lige med at tænke på selve turen, indtil på fredag.

Fornemmer september måned kommer til at flyve afsted, så nu vil jeg bare starte med at nyde weekenden som er helt uden planer!

 

Skriv et svar