Livet i Provinsen #1

Som jeg skrev om i går så har jeg planer om at lave en ny stribe indlæg som handler lidt om livet i provinsen – ja hvad laver man egentlig i provinsen når man er 33 år og barnløs? Ja altså frivillig barnløs. Hvad sker der midt på den jyske hede og hvad i alverden får man tiden til at gå med?
Først så lad os lige få slået fast hvad en provins er. Ifølge Wiki så er en provins  “områder uden for hovedstadsområdet eller de store byer. Udtrykkene provins og provinsielt kan anvendes nedladende om noget, som ikke er moderne, idet hovedstaden er først med på moden”.
Tjo det er vel ikke helt ved siden af. hvis jeg skal uddybe så er min provins et sted hvor der ikke sker så meget, ofte sker der faktisk ikke en hujende fis, men ikke desto mindre så er det her jeg er vokset op og det er her jeg har valgt at slå mig ned, fordi jeg godt kan lide roen. Men ja der er langt til mange ting.
Jeg tror at mange der bor i provinsen etablere sig hurtigere med en familie og hvad der hører til det, end folk der bor i storbyerne. Der står bryllup og børn på programmet ofte inden uddannelsen er færdiggjort, og så kører familielivet med villa, volvo og vovse ellers på skinner – ja sådan når det er sat lidt på spidsen.
I mit provinsliv forløber tingene ikke helt således. Her er der Villa og Volvo, men hverlen vovse eller børn. Engang havde vi Preben, men han blev mæt af dage for 1½ år siden, så nu har vi kun hinanden; min kæreste og jeg. Det er nu heller ikke så ringe.

Men hvad laver man så når alle veninderne har børn og man er den eneste i flokken der stadig render rundt og plejer egoismen og alene tiden. Det har jeg tænkt mig at skrive lidt om i mine indlæg om “Livet i Provinsen”.

Bare lige for at komme i gang, så vender jeg lige de sidste 14 dages provinsliv her…

Når man er over 30 år og bor i en lille by med ca. 6000 indbyggere ude i den jyske provins muld, og ikke har nogle børn der skal passes, ja så køber man selvfølgelig et hus. Det er nødvendigt, fordi når man har et hus, så er der altid et eller andet at give sig til.

I sidste weekend fik vi ryddet op i vores skur – det har vi udskudt siden vi flyttede ind i vores hus for 2 år siden. Skuret er blevet fyldt med alle de ting som vi ikke vidste hvad vi skulle gøre af – vores lille limbo af ting som langsomt voksede sig større. Jeg ELSKER at rydde op og smide ud og organisere, så det var en tilfredsstillelse uden lige at få det skur lækkert (ja jeg blev inspireret af Nybyggerne på TV2 og ja jeg så snigpremieren). Nu står alle vores ting så udenfor skuret og venter på at blive kørt på genbrugscentralen. “Jamen er det ikke bare om at få traileren på jydekrogen og komme afsted?” tænker du. Og nej det er ikke lige til, fordi herhjemme har vi hverken jydekrog eller trailer (nøj hvor ville jeg ønske vi havde) og der skiller vi os lidt ud fra naboerne. Det er min kæreste der har valgt bilen og det er en hurtig bandit der ikke lige kommer med sådan noget æstetisk ukorrekt krimskrams. Da alle andre i byen har jydekrog og trailer, så skal det skrammel nok blive kørt afsted inden længe.

Som haveejer i provinsen så kan man også altid luge, hvis man ikke har andet at give sig til fra cirka April til slut september. Ja så er det bare om at kaste sig over de sidst ankomne ukrudtskud og rode rundt med røven i vejret og blomstrede have handsker på hænderne. Som de dovne haveejere vi er, har vi anskaffet os en hulens masse flis og tilsvarende granitskærver og så håber vi at ukrudtet holder sig væk fra vores bede. Blomstrede have handsker klæder bare ikke mig. Nå ja og så har vi også Gert – det er vores selvkørende græsslåmaskine.

Derudover så kører vi mountainbike – det kan vi lide ude i provinsen – der er ofte ikke langt til bakker og skov i naturen, så mtb er en let tilgængelig sportsgren – ja medmindre du har bosat dig midt på den jyske hede. Her er faktisk jævnt fladt og ikke mange højdemeter i hvert fald ikke mod vest. Hvis man kører mod øst, så rammer man tunneldale – dem som blev dannet da isen smeltede under den sidste istid. Dem kan os mtb ryttere godt lide. Bakker, skove, smalle stier, vandløb og flere bakker. Ok nogen gange hader vi også bakkerne. Men man kører altså ikke mtb mens ens børn er helt små, så derfor er jeg den yngste i min klub, så vidt jeg ved, for jeg tror ikke jeg har mødt alle endnu, nogen har jo travlt med familielivet og sådan noget.

Håber I vil følge mit liv i provinsen – God søndag 😀

Leave a Reply

Følg Lise Balslev på..