Lillebælt Halvmarathon 2018

Efter at have været delvis skadet i 1½ år, kunne jeg i Januar begynde at løbe uden store smerter i min hofte og lænd. Jeg startede stille og roligt ud og fik gradvist øget distancen indtil jeg i midten af februar besluttede mig for at følge et program frem mod Lillebælt Halvmarathon d.5 maj.
I lørdags skulle distancen stå og jeg følte mig godt forberedt, havde fået rigtig mange kilometer i benene, og også flere end jeg har fået op til de halvmarathons jeg har løbet tidligere. Jeg satte næsen op efter en ny personlig rekord og at komme under de 2 timer. Det var målet.

Forberedelse
Det skulle blive op til 21 grader og skyfrit i lørdags. Da jeg ikke er specielt god til at løbe i for varmt vejr, så vidste jeg at der skulle drikkes en masse vand op til løbet, så fredag fik jeg drukket 3 liter vand og min aftensmad bestod primært af pasta. Jeg fik mig en god nats søvn og startede min lørdag morgen ud med en portion havregryn med mælk og sukker og fik igen drukket godt og vel 1½ liter vand frem mod løbsstart. Kl.12 spiste jeg en bolle med nutella, og jeg følte mig klar til start.

Løbet
Jeg var ikke nervøs for at løbe, da jeg som nævnt havde trænet rigtig godt og min længste tur på 18 kilometer gik rigtig godt, så jeg vidste i hvert fald, at jeg nok skulle kunne løbe distancen.
Jeg lagde mig lige bag fartholderne på 2 timer og da starten gik fulgte jeg med så godt jeg kunne. Jeg kunne se at pace lå højere end de 5:41 min/km som jeg skulle holde for at nå ind lige under 2 timer. Tempoet svarede mere til at løbe 1:55, hvilket irriterede mig lidt, da jeg ikke havde planlagt at startede for hurtigt ud primært pga varmen og for lige at finde en god balance i løbet.
Vi startede med at løbe igennem Middelfarts smalle gader og det var som at løbe i en gryde, solen bagte ned og jeg havde det rigtig varmt.

Kender du den der fornemmelse som man nogle gange får mod slutningen af et løb, hvor energi depoterne er ved at være brugt; det føles som om man fryser, men sveden driver af en og man får gåsehud over hele kroppen? Sådan havde jeg det efter 3 kilometer, og jeg forstod igenting. Hvordan kunne min krop allerede være på kanten af tomme energidepoter med 18 kilometer tilbage? Jeg havde spist godt og drukket godt. Jeg prøve at holde et godt tempo, men efter 7 kilometer, så måtte jeg sande, at jeg bare ikke kunne præstere så godt som jeg ville. Jeg var nede og gå og der gik tanker gik på om jeg overhovedet kunne gennemføre? skulle jeg gå hjem? Jeg justerede målet og nu hed det i stedet for under 2 timer – kom igennem hele løber og forsøg at løbe hele vejen i lavt tempo. Jeg drak både energidrik og vand ved hvert væskedepot.

Benene var gode, jeg havde masser af luft, men min krop var helt tappet for energi. Først på vej tilbage over Lillebæltsbroen begyndte jeg at havde lidt mere overskud. Jeg begyndte at overhale folk og jeg kunne mærke at der var mere energi i min krop.
Jeg fik løbet de sidste 3 kilometer og de sluttede af med at spurte 200 meter i mål, nu skulle jeg s**** bare ind og målstregen og have løbet overstået!

Mål
Tiden endte på 2:08 og er min bedste Lillebælt tid og selvom det er langt fra mit mål, så er jeg fuldt ud tilfreds. Jeg fik kæmpet og slidt mig igennem løbet og justeret forventninger, da det hele ramlede. Jeg pressede mig selv igennem og jeg løb hele de sidste stykke af løbet.
Jeg kastede mig over chips og en banan da jeg kom i mål, fik min medalje og glæder mig allerede til næste gang jeg skal løbe et halvmarathon. Målet er selvfølgelig stadig at komme under 2 timer 🙂

Skriv et svar